Nunarput, utoqqarsuanngoravit

Nunarput utoqqarsuanngoravit (Greenlandic pronunciation: ​[nu.nɑʁ.put u.tɔq.qɑʁ.su.an.ŋo.ʁa.vit], Danish: Vort ældgamle land under isblinkens bavn; "You Our Ancient Land") is the national anthem of Greenland. It was written by Henrik Lund, and it became the national anthem in 1916.

Nunarput utoqqarsuanngoravit

English: You Our Ancient Land!
National anthem of Greenland
Lyrics	Henrik Lund
Music	Jonathan Petersen
Adopted	1916

Lyrics

Greenlandic lyrics

Greenlandic original

IPA transcription

Nunarput, utoqqarsuanngoravit niaqqut ulissimavoqq qiinik. Qitornatit kissumiaannarpatit tunillugit sineriavit piinik. Akullequtaastut merlertutut ilinni perortugut tamaani Kalaallinik imminik taajumavugut niaqquit ataqqinartup saani. Atortillugillu tamaasa pisit ingerlaniarusuleqaagut, Nutarterlugillu noqitsigisatit siumut, siumut piumaqaagut. Inersimalersut ingerlanerat tungaalitsiterusuleqaarput, Oqaatsit "aviisit" qanoq kingunerat atussasoq erinigileqaarput. Taqilluni naami atunngiveqaaq, kalaallit siumut makigitsi. Inuttut inuuneq pigiuminaqaaq, saperasi isumaqaleritsi.

[nu.nɑʁ.put u.tɔq.qɑʁ.su.an.ŋo.ʁa.vit] [ni.ɑq.qut u.lis.si.ma.vɔq qiː.nik] [qi.tɔʁ.na.tˢit kis.su.mi.aːn.nɑʁ.pa.tˢit] [tu.niɬ.ɬu.ɣit si.nə.ʁi.a.vit piː.nik]   [a.kuɬ.ɬə.qu.taː.su.tut məʁ.ləʁ.tu.tut] [i.lin.ni pə.ʁɔʁ.tu.gut ta.maː.ni] [ka.laːɬ.ɬi.nik im.mi.nik taː.ju.ma.vu.ɣut] [ni.ɑq.qu.it a.tɑq.qi.nɑʁ.tup saː.ni]   [a.tɔʁ.tˢiɬ.ɬu.ɣiɬ.ɬu ta.maː.sa pi.sit] [i.ŋəʁ.la.ni.ɑ.ʁu.su.lə.qaː.ɣut] [nu.tɑʁ.təʁ.lu.ɣiɬ.ɬu nɔ.qit.si.ɣi.sa.tˢit] [si.u.mut si.u.mut pi.u.mɑ.qaː.ɣut]   [i.nəʁ.si.ma.ləʁ.sut i.ŋəʁ.la.nə.ʁat] [tu.ŋaː.lit.tˢi.tə.ʁu.su.lə.qɑːʁ.put] [ɔ.qaːt.sit a.viː.sit qa.nɔq ki.ŋu.nə.ʁat] [a.tus.sa.sɔq ə.ʁi.ni.ɣi.lə.qɑːʁ.put]   [tɑ.qiɬ.ɬu.ni naː.mi a.tun.ŋi.və.qɑːq] [ka.laːɬ.ɬit si.u.mut ma.ki.ɣit.si] [i.nut.tut i.nuː.nəq pi.ɣi.u.mi.nɑ.qɑː.q] [sa.pə.ʁa.si i.su.mɑ.qa.lə.ʁit.si]

Translations

Danish translation

English translation

Vort ældgamle land under isblinkens bavn med lysende snehår om dit hoved! Du trofaste moder, som bar os i din favn, mens dine kysters rigdom du os loved.   Som halvvoksne børn er vi groet af din jord og trygt vokset op blandt dine fjelde, vi kalder os kalaallit i landet, hvor vi bor ærbødigt for dit hvide åsyns ælde.   Og alt mens vi bruger dit bugnende flor, vi længes mod verdens nye former, vi fjerner hver hindring, som hæmmer dig, vor mor, og frejdigt frem mod fjerne mål vi stormer.   De fremskredne folk et eksempel os gav, og det vil vi også stræbe efter, mens bølgernes verden er vores vandringsstav, som bær os frem og giver nye kræfter.   Umuligt nu længer at blive i ro, kalaallit, mod større mål vi stævner. Som fribårne folk vi i landet vil bo; begynd at tro på jeres egne evner.

Our country, which has become so old your head is all covered with white hair. Always held us, your children, in your bosom and gave us the riches of your coasts. As middle children in the family we blossomed here Kalaallit, We want to call ourselves before your proud and honourable head. With a burning desire to develop what you have to give, renewing, Removing your obstacles of our desire to move forward, forward. The way of matured societies is our zealous goal to attain; The effect of speech and letters we long to behold. Humbleness is not the course, Kalaallit wake up and be proud! A dignified life is our goal; Courageously take a stand.